Lewis & Short

dēflā̆gro, āvi, ātum, 1, v. n. and a.

  1. I. To burn down, to be consumed by fire (freq. only in Cic.; cf. conflagro).
    1. A. Neutr.
      1. 1. Lit.: qua nocte natus esset Alexander, eadem Dianae Ephesiae templum deflagravisse, Cic. N. D. 2, 27 fin.; id. Div. 1, 17; id. Phil. 2, 36, 91; id. Par. 4, 2, 31; id. Ac. 2, 37 fin.; Liv. 5, 53 fin.; 10, 44; Suet. Tib. 48: Phaëthon ictu fulminis deflagravit, Cic. Off. 3, 25.
      2. 2. Trop., to perish, be destroyed: communi incendio malint quam suo deflagrare, Cic. Sest. 46, 99: ruere ac deflagrare omnia passuri estis? Liv. 3, 52.
    2. B. Act. (very rare): fana flammā deflagrata, Enn. ap. Cic. Tusc. 3, 19: quae (sol) proxime currendo deflagrat, Vitr. 6, 1.
      1. * 2. Trop., to destroy utterly: in cinere deflagrati imperii, Cic. Cat. 4, 6, 12 (cf. deflagratio fin.).
  2. II. To burn out, cease burning; rare, and only trop. of the fire of passion, = defervesco, to abate, be allayed: deflagrare iras vestras posse, Liv. 40, 8: deflagrante paullatim seditione, Tac. H. 2, 29: iram senis deflagrare pati, Lact. Mort. Pers. 14, 5.
    Transf. to persons: sic deflagrare minaces Incassum, Luc. 4, 280.