Lewis & Short

prae-fulgĕo, si, 2, v. n., to beam or shine forth, to shine greatly, to glitter before or in front of (rare before the Aug. per.).

  1. I. Lit.: nitor smaragdi collo praefulget tuo (sc. pavonis), Phaedr. 3, 18, 7: equus praefulgens unguibus aureis, Verg. A. 8, 553: equitatus phaleris praefulgens, Gell. 5, 5, 3.
  2. II. Trop.: ne splendore praefulgeant, shine or glitter too much, Auct. Her. 3, 19, 32: militarium (rerum) praefulgent nomina, Vell. 1, 14, 1: praefulgebant Cassius atque Brutus, Tac. A. 3, 76: Poppaeus Sabinus consulari decore praefulgens, id. ib. 13, 45: enituit et praefulsit decori et honesti dignitas, Gell. 12, 5, 7.